Fængsel

00:00 Så finder vi en tankstation, vores lokale tankstation endda, tager vores tøj på og maskere os og sætter os op på en Hot 50. Tre mennesker, ja en Hot 50 er en knallert, hvis ikke der er nogen af jer, der ved, hvad det er. Tre mennesker på en knallert, og så chaufføren står derude og venter, og så går mine venner og jeg ind stormende med pistolen frem og siger, giv os pengene. 00:43 Mit navn er Rolf Eckert, og jeg er vært på fængsel. I løbet af den her serie snakker jeg med tidligere og nuværende indsatte. De tager os med for den dag, de bliver anholdt, deres personlige udvikling under afsoningen og tiden efter løsladelsen. 01:00 Hej, Lawrence. 01:01 Hej. 01:03 Lawrence lærte hele sit liv at tilpasse sig de mennesker og miljøer, han befandt sig i. Men som 16-årig finder han noget i fængslet, han aldrig rigtig har haft før. Struktur, tryghed og voksne, der tror på ham. I dag skal jeg tale med ham om, hvordan fængslet blev et vendepunkt, der gav ham den struktur og retning, han havde manglet. 01:24 Velkommen her til studiet. Tak skal du have. 01:39 Hmm, det er egentlig meget sporadisk. 01:43 Jeg kom til Danmark, da jeg var fem, så de første fem år, der var et par år i Lamca, så var der et enkelt år i New Delhi, hvor jeg boede sammen med mine forældre, fordi min far havde arbejde der. 01:58 Så blev jeg sendt tilbage til Lamca, mens min far blev boende i Delhi. 02:03 Du blev sendt tilbage alene? Nej, heldigvis ikke med min mor. Men så rykkede hun over til det lige igen og efterlod mig med sin familie. Så jeg voksede op i et hjem fyldt med tanter og bedsteforældre. 02:17 Det blev hyggeligt, og mange mennesker. 02:20 Mange mennesker, ja, lige præcis. Det er egentlig godt noget, jeg godt kan savne, den her familiestruktur, hvor en hel familie var samlet under et tag. Og meget omsorg, kan jeg næsten høre. Ja, måske for meget nogle gange. 02:33 Ja, okay. 02:35 Hvordan så dig ud der, hvor I boede? Altså dengang tilbage i 90'erne, der var Lamca måske ikke så moderniseret, som det er nu. Men vi boede tilpas. Vi var nok en af de heldige. Vi havde et stort hus, der var nok til samtlige familiemedlemmer, selvom vi var mange, og havde en lille hønsegård, hvor vi kunne få nogle æg en gang imellem. 02:57 Det lyder hyggeligt. Da du var fem år gammel, Der får din far, han får et arbejde på den indiske ambassade i København, og dine forældre og dig flytter så til København i 1999. Kan du huske dit første møde med Danmark? 03:09 Ja, det kan jeg sgu. Jeg tror, vi lander i Kastrup om aftenen og bliver modtaget af nogle af mine fars kollegaer og min far. Vi kører hjem, og jeg kan huske, at vi kører forbi Rådhuspladsen. Og der er bare kæmpe høj bygning over det hele med reklameskilte og lys og... Så ja, det var egentlig ret overvældende. Det var ligesom alt det, man har set på film, ikke? Når man kommer fra et land, hvor strømmen går ud, i hvert fald minimum et par gange om ugen, og man ser gamle cowboyfilm på sådan en lille billedrørs fjernsyn, ikke? 03:47 Så ja, det var ret overvældende, men også mega fedt. 03:50 Du har været sådan lidt drømmeragtigt? Ja. Altså i forhold til, hvad du har set i fjernsyn, som du skriver, ikke? 03:55 Ja, altså nu var man der, ikke? 03:59 Familien får en lejlighed til rådighed i det indre København, og Lorenz starter på en international skole. Familien trives i Danmark, men efter tre år slutter farens udstationering, og familien beordres tilbage til Indien. Lorenz' forældre ønsker dog at blive i Danmark, men det skal vise sig ikke at være helt så lige til. 04:17 På dagen, hvor vi skulle tilbage til Engines, der vælger mine forældre at pakke hele lortet sammen, og så melder vi vores ankomst på en politistation, jeg kan ikke helt huske hvilken, og siger, hey, nu er vi her, vi er flygtninge, og vi vil gerne søge asyl. Og noget skifte, hva'? Ja, ja. 04:39 Nu husker jeg ikke så meget den aften, men jeg husker politistationer. Jeg husker, vi sad i en politibil på vej over til Sandholm-lejren. Det er der, hvor alle asyl og flygtninge bliver placeret i første omgang. Det er et holdested for alle flygtninge. Jeg tror, det stadig er der den dag i dag. 04:59 Jeg tænker, der må være lidt forskel på, hvordan I boede, da din far var udstationeret til ambassaden her, til Sandholmløjren. Kan du prøve at beskrive, hvordan der ser ud deroppe? 05:10 Jamen, altså, jeg vil nærmest sige, at dengang jeg var der, det var jo... 05:17 Det var små værelser, hvor hele familien blev prøvet sammen. Heldigvis var vi kun tre. 05:25 Jeg kan kun forestille mig, hvordan det måtte have været, hvis man var nogen, der var lidt flere. 05:29 Så hvis man var flere, havde man stadigvæk kun et rum? 05:31 Ja, jeg tror, der var forskellige varianter, men de fleste rum var de her små. Jeg kan ikke huske, hvor store de var. Måske 15 kvadratmeter, 20 eller højst. Og når man skulle have mad, så kom man ud på en kantine, og så skulle man sidde i kø for at få mad der. Så jeg blev introduceret for fængslet langt før jeg overhovedet kom derind, tror jeg. 05:54 Det mindede simpelthen, altså nu ved du jo så noget om fængsel senere, ved jeg ikke, men det mindede simpelthen om det. 05:58 Ja, ja, det vil jeg sige, det vil jeg sige. Men som lille, så det er jo ikke rigtig noget, man tænker over. Altså, jeg tror bare, at man vælger sådan at abstrahere fra det, og acceptere det et eller andet sted, og sige, nå, nu er jeg her. Mine forældre har styr på det. Ja, du fulgte jo bare med. Ja, lige præcis. 06:17 Man kan næsten forestille sig, hvor vildt det har været, at det skiftede her, med alt jeres private forsvinder, og bliver en del af noget andet, ikke? 06:23 Ja, ja. 06:25 Det er mega vildt. Især også, når man tænker over, at det først nu, her i en alder af 32, at det egentlig går op for mig, hvor vildt det egentlig var. Fordi dengang, der var man jo bare i det. Det var jo ikke, fordi man sidder som fem, seks, syvårig og reflekterer over de ting, der siger. 06:43 Nej, der har man slet ikke sådan nogle tanker. Eller sådan en hjerne, der kan det. 06:45 Nej, nej, lige præcis. Heldigvis, ikke? 06:48 Kan du huske, hvor mange? Altså, hvor stort er det? Hvor mange bor der sådan et sted? 06:50 Sandholm-løjren. Det er virkelig stort. Jeg tror ikke, jeg vil gidsne mig et antal, men det er meget stort. Det er i hvert fald en facilitet. 07:02 Sandholm-løjren bliver ikke det sidste møde med et dansk asylcenter. I ender med at bo på fire forskellige asylcentre rundt om i landet. 07:09 Det må have været vildt. 07:11 Hvad gør det ved dig i sådan en ung alder her, at du hele tiden skal starte et nyt sted på så kort tid? Ja. Du skal ligesom... Okay, nu bor jeg her. 07:19 Ja. Hvordan gør man det? Jeg tror, at... Altså som jeg sagde tidligere, man er jo bare i det. Man flyder bare med strømmen. Det har både givet mig en hel masse styrker og svagheder. Hvis jeg starter med styrkerne, så er det nok... Altså jeg er mere omstillingsparat. Jeg er mere... Jeg er vant til skift og vant til at... At jeg er vant til at afskede og vant til at få nye venner. Svaghederne eller ulemperne er nok, at jeg har haft svært og også stadigvæk, måske har det stadig lidt svært ved at vedligeholde nogle gode relationer. 07:57 Det er noget, jeg arbejder med den dag i dag. Fordi jeg bare fundamentalt bare tænker, nå ved du hvad, jeg smutter alligevel lige om lidt. Hvorfor skulle jeg investere? 08:09 Det giver rigtig god mening. Efter tre år i det danske asylsystem, får Lawrence og hans familie endelig opholdstilladelse, og bosætter sig i en lejlighed i byen Vangede, nord for København. Hvordan husker du det område, I kommer til her? 08:25 Der er jo igen et kæmpe skib der. Jeg husker det som et dejligt, trygt sted. Det var nok i sig selv, at vi fik den opholdstilladelse, Jeg tror ikke rigtigt, at jeg forstod, hvad det indebar, men jeg kunne mærke på mine forældre, at de var glade. Men jeg husker det som et dejligt, trygt sted. Jeg startede på en skole, hvor jeg fik nogle gode venner, hvor jeg vidste, at nu skal jeg være her det næste stykke tid. 08:58 Hvad lavede dine forældre den periode her? 09:00 De var på kontanthjælp. Ja, de var på kontanthjælp. Min far fik eventuelt et arbejde, hvor han gjorde opgangen som rengøringsmand. Ja, så det var et kæmpe mavepuster til hans ego, tror jeg. Især når man går fra en diplomatstilling til at skulle vaske opgangen. Og han har egentlig altid haft nogle... Nogle udfordringer med et alkoholmisbrug, og det er fortsat egentlig op til, jeg var 27-28, tror jeg. 09:36 Så det har sådan været noget, han har gjort? 09:38 Altså altid? Ja, han har sgu haft nogle ting, han skulle bokse med. 09:42 Vanget ligger i Gentofte Kommune, som er en af Danmarks dyreste kommuner, og den er præget både af velhavende vildekvarter og udsatte bolig. Og kunne du mærke de forskelle her? 09:53 Ja, 100 procent. Altså... Dan Toral plejer jo at sige, at vanget var Gentoftes lodseplads. Og mærkeligt nok, så var der en motorvej, der skilte den fattige side og den rige del. Og det var ikke et stort område, men det var bare sjovt at se, okay, et stenkast herfra, der bor de rige. Det er ret sjovt at formulere, for det lyder som et andet land. 10:16 Ja, lige præcis. Men det er lige herovre. 10:18 Ligesom Øst og Vestberlin, men det er bare en by. 10:20 Det er ret vildt. Også vildt at fokse op i. Du har beskrevet, hvordan i folkeskolen i Vange, der var tydelige grupperinger. Der var forskellen til at få øje på. 10:31 Ja. Ja, altså der var jo, det var ikke så meget, hvad skal man sige, i de tidligere årgange i mellemskolen, men når vi så kom i udskolingen, så kunne jeg godt mærke, hvordan folk begyndte at tilknytte sig af visse grupperinger, og det giver jo også mening, altså man har jo en eller anden identitet, og man... men følger de mennesker, der kan afspejle den her identitet. Så der var den klassiske indvandrer, udlænding, gruppering, og så var der danskerne. 11:01 Personligt var jeg lidt ligesom en kameleon, der godt kunne bevæge mig frem og tilbage. 11:08 mellem de forskellige og havde perioder, hvor jeg var mere hos den ene gruppe og vice versa. Men jeg vil dog sige, at fordi jeg flyttede så meget rundt på de grupperinger, så følte jeg heller ikke rigtigt, at jeg tilhørte et specifikt sted. 11:25 I slutningen af folkeskolen begynder du at bruge mere og mere tid uden for hjemmet? 11:28 Ja. 11:28 Hvordan kan det være? 11:30 Jeg tror, det er mange forskellige faktorer, der spiller ind. Der var jo selvfølgelig min fars alkoholisme. Blev det værre? Der var perioder, hvor det blev værre. Han har aldrig nogensinde været voldelig over for mig og slået mig, men atmosfæren derhjemme var rimelig udtrygt. Og det var omkring det samme tidspunkt, hvor jeg begyndte at ryge en hel masse hash. I en alder af, hvad klasse gik jeg? 12:01 Jeg tror ikke i syvende klasse, hvor jeg røg min første joint. Men jeg er begyndt at ryge en hel del, og begyndt at skate en hel masse. Sammen med vennerne. 12:13 Du skater, og du ryger hash, og så laver du også musik? 12:16 Ja. 12:17 Og hvad betyder det for dig, den musik her på det tidspunkt? 12:21 Jeg tror, det var mit afløb. Såvel som en joint var, men det her var måske lidt mere rent, lidt mere kunstnerisk og kreativt. Og et sted, jeg kunne kigge tilbage på med en vis stolthed. Så ja, jeg mødte en af mine klassekammerater, som stadigvæk laver musik den dag i dag. Vi begyndte at lave musik sammen og kom ned på vores fritidsklub i Vanget. 12:51 Hvad var det for noget musik? 12:52 Det var hiphop og rap. 12:57 Lawrence starter i 10. klasse. På det her tidspunkt har Lawrence ikke lavet noget kriminelt endnu, men miljøet omkring ham begynder at ændre sig. 13:06 Nogle af mine venner havde begået røveri på en McDonald's, og da det så var overstået, så kom de jo i skole, og det var selvfølgelig noget, de skulle reklamere med, og sige, at vi gjorde det her, og det her, og det her, og... Og vi fik så og så mange penge ud af det. Og jeg kan huske, at de sagde det. Det var ikke fordi, at jeg blev tændt af tanken, men jeg vidste, okay, det er det faktisk muligt. 13:38 Det kan faktisk lade sig gøre. 13:40 Altså, hvad var muligt? At lave røveriet eller få penge? Eller hvad tænkte du? 13:44 Ja, at lave røveriet og få penge, og så... komme i skole dagen efter og bare være, hey, jeg gjorde det her, uden at der var nogle konsekvenser. Der kom selvfølgelig konsekvenser hen ad vejen, men lige der så... 13:57 Hvad tænkte du om de gutter, der havde lavet det der? 14:01 Initielle tanker var sådan, åh nej, hvad fanden har jeg gang i? Hvad fanden laver I? Men samtidig synes jeg også, det var ret sejt. Det var sådan, okay, det havde jeg ikke troet om jer. Fedt. 14:13 Så det gad du egentlig også godt, at der var nogen, der synes om dig? 14:15 Jeg tror, tanken om det var mega spændende. Men jeg tror aldrig nogensinde, at jeg ville have gjort det, jeg gjorde, hvis ikke jeg var motiveret til at gøre det. 14:28 Hvad mener du med det? Jeg var ikke særlig meget derhjemme jo. Og når jeg endelig var hjemme, så plejer jeg egentlig for det meste bare at sidde inde på mit værelse foran min computer, min bærbare computer, og spillede en hel masse spil sammen med vennerne, og også for mig selv, og brugte den til at chatte med venner og alt muligt. Så hele mit liv foregik bare på den her skide bærbare, men så en eller anden dag, så gik den sgu i stykker. 14:55 Og så kommer jeg ind til min far og spørger, hey far, min bærbare er gået et stykke om, må jeg få en ny en? Og han lukker det ned med det samme. Han siger, nej, det må du ikke. Jeg måtte ikke engang tale min sag. Og det, jeg har lært af min far, i hvert fald dengang, var, at hvis han siger nej, så er det et nej. Og så gider jeg ikke engang stå og diskutere med ham, for så bliver han bare mere sur. 15:19 På det her tidspunkt, så begyndte jeg også at hænge mere og mere ud sammen med de her drenge, som vi gik råberiet, og det her større fællesskab, der var rundt omkring dem. Og vi ryger en hemas, hemas tjal. Og under et af de her møder, hvor vi ryger, så er der en, der siger, hey, vi kan faktisk skaffe en pistol. Er det noget, du har lyst til at være med til? Det var måske ikke lige det ordret, det de sagde, men Men jeg sagde, ja, det vil jeg gerne. Jeg sagde ikke, jeg skulle bruge pengene på en ny bærbar, men jeg var sådan, ja, det vil jeg gerne. 15:52 Det var motivationen. 15:53 Ja, det var motivationen. Det var den skide bærbar, Rolf. Men så mødes vi hjemme hos en af mine venner, og han har så den her revolver, og den er fabriksny. Den er direkte ude af fabrikken, så afløbet sidder stadigvæk fast. Den er lukket til. Så vi bliver nødt til at sidde med sådan en, vi bliver nødt til at stå i Jans have med en stiksave. 16:13 og skære det her stykke af afløbet, fordi vi kan jo ikke komme ind med en lukket pistol. Det går jo ikke. Det er jo slet ikke realistisk nok. Jeg vil dog sige, at der var ikke nogen kugler i eller andet noget, så det var ikke, fordi vi havde nogen intentioner om at mørte nogen, men for helvede, vi vil bare have nogle penge og nogle gratis smøger. Det kan utroligt være en computer, der går i stykker. 16:35 Det er ikke rigtigt. Jeg tænker ikke, at forældrene var hjemme, da I stod ude i havet. 16:39 Nej, heldigvis ikke. 16:41 Så I beslutter, at I får pistolen, I får sævet det her af, nu er I klar. Hvor mange af? 16:45 Vi er tre. Godt. Første omgang, ja. 16:47 Og hvad gør man så? Hvor går I hen? 16:50 Hvad finder I på? Så finder vi en tankstation, vores lokale tankstation endda, tager vores tøj på og maskere os og sætter os op på en Hot 50. Tre mennesker, ja en Hot 50 er en knallert, hvis ikke der er nogen af jer, der ved, hvad det er. Tre mennesker på en knallert, og så chaufføren end står derude og venter, og så går mine venner og jeg ind stormende med pistolen frem og siger, give os pengene på engelsk, vil jeg lige sige, fordi vi følte, det var måske lidt mere realistisk at gøre det på engelsk. Med hætter på? 17:20 Med hætter på, og det hele. Ja, ja. Men ja, så får vi nogle penge. Det var ikke særlig meget. Det var et par tusinder, tror jeg. Og så stikker vi i adrenalinpumpene, og så sætter vi os op på den skide hot viftige, og kører videre med 40 km i timen. Med 40 km i timen, ja. 17:39 Hvordan havde du det lige efter her? 17:41 Åh, jeg havde det vildt jo. Adrenalinpumpede jo. Det var mega fedt. Mega fedt. Det vil jeg slet ikke sidde her og lyve om. Det var sejt. 17:49 Vi gejlede hinanden op, jo, ikke? Og så dumt som vi var, så skrev vi også sms'er til hinanden og alt muligt, sådan, Øh, hey, hvad så bro, hvordan har du det efter i går? 17:57 Snedigt. 17:58 Vi er ikke snedigt. Vi var ikke lige det criminal mastermind, som vi udgav os for. 18:04 En uge senere, der gør I det igen. På samme tankstation. 18:07 Samme tankstation, ja. 18:10 Denne gang med en anden pistol, som I får fra en ældre gutt i den gruppe. 18:13 Ja, han var en af de ældre. Det var en... Jeg ved ikke, hvordan han fik fat på den, og jeg spurgte heller ikke. Han fik en... Jeg ved ikke, måske var det en 6 mm eller sådan noget. Det var en virkelig lille pistol. Men vi kom derind, og... og fik nogle penge, fik færre penge end første omgang faktisk. Og de penge, dem skulle vi så dele med ham her gutten, som havde skaffet pistolen. Og fordi han var en af de ældre, og fordi han måske var lidt mere, lidt klogere end vi var, så valgte han ikke at deltage i selve røveriet. Så det var kun mig og hinanden. 18:43 Men han skulle have noget for det, fordi han havde skaffet pistolen? 18:45 Fordi han havde skaffet pistolen. Ja, lige præcis. 18:47 Hvordan så den gruppe af gutter, du befandt dig i på dig, når du begyndte at gøre det her, og det også lykkedes? 18:52 Jamen, de var jo tydeligt overrasket. Også fordi jeg altid er meget stille og roligt. Så det var i hvert fald et narrativt skift for dem. Men det gjorde vel også, at jeg fik mere respekt i deres øjne. 19:13 Hvordan smagte det dengang? 19:15 Det var fedt, men det var også lidt bittersweet, Rolf. For helvede, jeg skulle ud og begå nogle røverier for det. Jo, selvfølgelig var den eksterne validation mega nice, men samtidig kom man hjem og tænkte, at man havde lidt dårlig smag i munden. 19:37 Så du har blandet det her? Mega ambivalent. Ja, sindssygt ambivalent. Men jeg druknede jo bare i det med, så røg jeg bare den næste joint og tænkte, ved du hvad, fuck det. 19:48 Så var der kun respekten tilbage. 19:50 Det andet forsvandt. Ja, lige præcis. 19:56 To uger senere forsøger Lawrence og hans venner at lave et tredje røveri. Dengang går røveriet dog ikke helt som planlagt. 20:05 Vi tager hen på en lokal spa-butik. Denne gang har vi ikke nogen bestående, men vi har en kniv. Jeg kan ikke huske, hvordan den så ud. Det var ikke en særlig stor kniv. Men ham her er min ven. Han har kniven, og vi går ind i denne spa-butik og siger det, vi skal sige. Så bliver vi mødt af denne ældre dag. Hvad er det, man siger? Hit med pengene. 20:30 Giv mig pengene. Alle sammen ned. Et eller andet. Jeg kan ikke, jeg kan ikke huske det. 20:34 Men så bliver vi så konfronteret af den her ældre dame, som bare bliver stegtosset på os. 20:42 Altså en, der arbejder der? Ja, hun arbejder der. 20:44 Hun arbejder der. Hun sidder nede ved kassen, og så rejser hun sig op. Og så råber hun af os og skælder os ud. Nu kan I kraftedeme komme væk herfra. Hun løber efter os, ikke? Og det havde vi jo ikke forventet. Så vi stak af. Vi løb og løb og løb og løb. Så det var det tredje. 21:01 Der blev et mega kæmpe epic fail, altså... 21:05 Fortalte I, at I var stukket af for en gammel dame til gutterne? 21:09 Ja, det tror jeg, vi gjorde. Nej, det var ikke, fordi hun var gammel. Nu vil jeg ikke sige gammel. Hun var måske i 40'erne, 50'erne eller et eller andet. Men for os var hun gammel dengang. 21:19 Omkring samme tid, som de her tre røverier finder sted, to der lykkes, et der ikke lykkes her, der får du tilknyttet en kontaktperson, som hedder Michael, gennem en indsats for unge i vanget. 21:28 Ja, ja. 21:29 Og hvorfor tror du, at han kommer ind i dit liv her? 21:32 Ja, han startede den her indsatsgruppe med os drenge i Vanget. De fleste af os boede i en boligblok, som hedder Stolpehøj. Og det er meget sådan et, altså jeg vil ikke sige et ghettoområde, men det er i hvert fald det, som dem fra Vanget kalder for et værnegettoområde. Og mange af de unge, der bor der, vi blev så tilknyttet. Michael og han... 21:59 Han tog os ud og skubbede til os. Han lærte os, hvad det vil sige, at træne og lærte os kampsport og tog os ud på en hel masse løbetur ud i Haarskoven, som vi ikke havde lyst til. 22:11 Hvorfor gjorde I det, hvis I ikke havde lyst? Hvad kunne Michael her? 22:14 Når ens far derhjemme bare sidder der og drikker alkohol. Og det her er det ikke for at sige, at han er en dårlig far, fordi jeg har sgu tilgivet ham, og jeg synes, at han har gjort det bedste af ham, hvad han kunne med de omstændigheder, der var. Men når man har en far, der bare sidder derhjemme og drikker, så var det sgu rart at have en mandlig rollemodel, som kunne se noget potentiale i dig, og var med til at kunne skubbe dig, og ikke var bange for at skubbe dig og dine grænser. 22:46 Og der er jo også altid det her, nu har jeg jo selv børn, og jeg kan sige en ting til mine børn, men hvis der er en anden fyr, en pædagog, der siger det samme, så lytter de sgu hellere til ham. Altså, det er... En af de største forbindelser ved at være forældre, synes jeg. Men jeg lyttede sgu til ham. Vi lyttede til ham. Det er ikke fordi, at han spillede en kæmpe aktiv del af mit liv og var med til de svære snakke, hver gang der foregik noget. 23:17 Det var ikke fordi, at han var sådan en person, jeg ringede til, hver gang jeg havde det svært. Jeg ringede, jeg snakkede måske nok aldrig med nogen hver gang, jeg havde det svært, men han var i hvert fald en katalysator, som fik, jeg har igangsat noget i mig. Det her med, at hey, der er noget, der hedder træning, der er noget, der hedder fysisk aktiv, jeg kan blive stor og stærk, jeg kan blive til en mand. 23:46 Musik 23:49 En tidlig morgen har du været i svømmehallen med Michael, din kontaktperson, og da han sætter dig af derhjemme, der holder der pludselig en politibil ude foran. 23:58 Ja, ja. Jeg vil faktisk lige gerne skrue det tilbage til aftenen ind, fordi at aftenen ind, der drømte jeg faktisk, at jeg var blevet taget på lidt tid. Og jeg skriver så til min derværende kæreste om morgenen, den her drøm, jeg har. Og klokken var vist fem om morgenen, fordi jeg skulle virkelig tidligt op, fordi jeg skulle i svømmehallen med Michael. Når vi så kommer tilbage ved en syv-tiden, og jeg skal til at gøre mig klar til at tage i tiende klasse, så kan jeg se, der holder en hvid bil. 24:36 Det var ikke en politibil. Jeg tror, det var en hvid Toyota eller et eller andet. 24:41 Og den holder sådan på fodgængerfeltet, hvilket jeg synes er sådan underligt. Jeg tænker ikke så meget over det. Så går jeg op, inden min opgang og inden min lejlighed, skal jeg se lejlighedsdøren åben. Og da jeg bliver mødt af en politibetjent, der siger, klokken er 6.00, 7.00, og du er anholdt for det her. Jeg tænker, okay. Jeg går så ind på mit værelse, og jeg kan se, at der er en anden politibetjent, der er i gang med at rode alle mit tøj til, og finde de her forskellige stykker, som jeg har haft på. Det tøj, du havde på under røveri? 25:11 Ja. Dem har du simpelthen gemt? 25:12 Ja. Jeg vil da ikke af med det, jo. Det tænker man ikke over. 25:18 Det skulle jeg nok måske i. Men ja, de finder alt det her tøj. Og så bliver jeg ført til politistationen og kommer i arrest. 25:31 Hvad siger dine forældre, inden de fører dig hjem? 25:35 For de er jo hjemme, ikke også? Ja, de er hjemme. Jeg kan selvfølgelig se og mærke tydelige skuffelse. Også en lille smule overraskelse. Og det, min far, han siger til mig, det er, jeg kommer jo fra et engelsktagende hjem, så nu oversætter jeg bare på dansk, men han siger til mig, at det her, det klarer du selv. Punktum. Punktum. Og jeg kiggede på ham og tænkte, okay, det bliver jeg nødt til. 25:59 Den er du alene om, den her? 26:00 Ja. 26:01 Det her, du har konsekvensen af det, du selv, din egen gerning, og det var det, han mente med det. Ja. Men du er ikke lige så gammel? 26:07 Dengang som i dag jo. Så hvad tænkte du, da han sagde det? Altså, det må have været ret vildt. 26:11 Ja, altså, der var en del af mig, der var virkelig lettet. For at være ærlig. Jeg var så lettet over, at jeg ikke fik den der... Hvad fanden har du gang i? Og alt muligt. Fordi jeg vidste udmærket godt, hvad det var, jeg havde lavet. Så det var ikke, fordi jeg forventede sympati eller noget som helst. Jeg havde forventet faktisk det modsatte. Så det, at jeg ikke fik den aggression eller et eller andet. Ikke fordi han var ligeglad, men der var en form for distancetagen. 26:43 Så ja, det gjorde mig lettet. 26:45 Du bliver anholdt, sigtet for de tre røverier, og du er 16 år gammel, og du bliver kørt til Vesterfængsel. 26:50 Ja. 26:50 En ret vild dag i en 16-års liv, ikke? Ja. Kan du huske det? Og hvordan din celle ser ud, og du træder ind i det her kæmpe fængseliv. Det ser jo ud i dag som dengang. 26:58 Ja, ja. Jeg kommer ind i min celle, og det er sådan aflangt, og der er et vindue længere op på ydervæggen med trammer. Ikke et særligt stort vindue. 27:10 Der er et billedrørtsfjernsyn, og der er en seng. Der er nogle skriblerier på væggene. Du ved, de klassiske streger. 27:21 Hvor mange dage, og hvem har været her, og hvad man synes om systemet. 27:24 Lige præcis. Jeg kunne huske, at jeg græd første nat. Det var ikke engang, fordi jeg sad der, og jeg havde begået de her røverier. Jeg græd, fordi jeg tænkte, åh nej. hvad siger min kæreste til alt det her? Er det derfor, du kom? Jeg kommer ikke til at se hende i så lang tid nu. Jeg vidste jo ikke, hvor lang tid jeg ville få jo. 27:46 Og hun vidste overhovedet ikke, hvad du gik rundt og lavede, din kæreste? 27:49 Hun havde en anelse, men det var ikke fordi, at... Ja, at jeg gav det i fulde detaljer. Hun havde nok en anelse, men hun spurgte heller ikke ind til det. Men jo, jeg tror også helt klart, at der var en del af mig, der også krævede for, fordi nu sad jeg der og blev fanget for noget pisse dum, jeg havde lavet. Men jeg tror, at det, der satte det i gang, det var tanken om, at nu kommer jeg ikke til at se hende i et stykke tid. 28:18 Efter en måned i varetægt i Vesterfængsel blev Lorenz flyttet til ungdomsfængselet Barkegården i Nykøbing, Sjælland. Og for Lorenz blev det en helt anden fængselseoplevelse. 28:28 Jamen det var jo ligesom at komme i sommerhus nærmest. Jeg fik et kæmpestort værelse, der var større end... Jeg vil nærmest sige, at den var større end stuen, jeg havde derhjemme hos mine forældre. Og det var bare mit værelse. Jeg havde fjernsyn. Jeg havde en Playstation nede i kælderen, jeg kunne spille på. Jeg havde computer... 28:50 Nogle virkelig gode pædagoger. Jeg skulle selvfølgelig vende mig til, at realiteten i og med, at nu er jeg kommet ind og sød. Godt nok er det ikke Vestre Fængsel, men jeg er stadigvæk indespærret. Men efter den her tilvendingsproces, som varede en lille uge, så begyndte jeg at falde rigtig godt til. 29:10 Det er nogle gigantiske skift, du har i dit liv. Sådan med, hvor du kommer til at bo. Altså med alle mulige forskellige. Det er ret vildt. Ja. 29:18 Er der andre jævnalderne her i fængslet? Det var egentlig en gård med tre forskellige afdelinger. Eller tre huse. Og nogle huse var større end de andre. Og jeg boede så i det mindste af husene, hvor der kun var to andre unge. Og de var mega sjov. Det var ligesom gør og kokke. Kom hele tiden op og skændes, men der var ikke noget... Det kom aldrig dertil, hvor det var ekstremt. Så der var altid en vis lethed og komik tilknyttede deres forhold. 29:52 Så det, at jeg kommer ind som tredjemand, jeg tror, det skabte lidt balance i deres forhold, fordi de søgte begge to mig, og vi endte med at blive rigtig gode venner i den tid. 30:04 Og hvad laver man i løbet af sådan en dag? Fordi når du sådan beskriver det, jeg kan også se på dit ansigtsudtryk, det er jo noget helt, helt andet. Altså er det overhovedet fængsel, sådan som du tænker det? 30:12 Nej, overhovedet ikke. 30:13 Du er på efterskole, hvor du bare ikke kan gå. Og det er jo måske også, som det skal være, når man er ung. 30:17 At man får den form for hjælp, ikke? Ja, strukturer for helvede. 30:22 Jeg tror, at hvert menneske har godt et strukturer. 30:25 Kan du prøve at beskrive sådan en dag? 30:26 Jamen, man står op og går ud i køkkenet og laver noget morgenmad. De voksne er der allerede. Der er altid voksne til stede jo, eller pædagoger. Og hvis man har lyst til at sove videre, og hvis de kan mærke, at det er det, man har brug for, så plejer de som regel at være rimelig large. Jeg havde mange måneder, hvor jeg bare lå i min seng. Så er der forskellige aktiviteter, man kan skrive sig på. Man kan tage ned og træne. Det benyttede jeg mig af. Man kan lave tryk på sine egne tøj. 30:57 Og komme ud med nogle heste. Og så om aftenen, så laver man frokost. Og om aftenen, der plejer man som regel at lave aftensmad sammen. Vi spillede en hel del Monopoly. Når jeg kigger tilbage, så kan jeg godt savne det her fællesskab, der var Fordi der var jo ikke noget, jeg gjorde med mine forældre. Sidde og spille monopoli med dem. Eller sidde og lave aftensmad med dem. 31:25 Eller tage ud for den sags skyld. Tage ud og lave ting. De var jo for det meste bare derhjemme. Så det, at jeg havde et sted, hvor folk spurgte ind til mig. Det var nogle virkelig gode pædagoger, det vil jeg sige. Skud ud til de pædagoger, der var der. Var det bare vigtigt i den her tid af de liv? 31:42 Og du beskriver det også næsten her, altså ungdomsfængslet mere trygt end dit eget hjem. Det er sådan en særlig sætning, ikke? Altså fængslet er mere trygt end hjem, og du får sådan nogle andre ting her. Du har jo fortalt med din fars alkoholmisbrug, at der ligesom ikke skete noget, du søgte ud af hjemmet og det her, og så møder du lige pludselig det her. 32:00 nye ungdomsfængsel med alle den her struktur og en masse ting, man kan, og der er noget fællesskab og sådan noget. Så møder du de her pædagoger, alle de her voksne, der arbejder der, og hvordan er det her? Møde med dem. 32:09 Altså, hvad er det, de kan? Jamen, de sætter i hvert fald gang i nogle ting, og et eller andet sted bekræfter nogle ting om mig, som jeg egentlig godt vidste, men egentlig bare valgte at skubbe væk og abstrahere fra. Hvad kunne det være? Jeg sad jo en hel del og skrev raptekster inde på værelset. Og så en eller anden dag, da jeg følte mig modig nok, så gik jeg ud i gården og røg en smøg sammen med en af de her pædagoger. Og så var jeg sådan, hey, jeg har skrevet det her vers, er det noget, du har lyst til at høre? 32:39 Og så var han sådan, ja, selvfølgelig, det er hvad jeg gerne hører. Og så rapper jeg det her vers for ham, og så kigger han bare på mig og siger, du er fandme dygtig, det skal du sgu da gøre noget ved. 32:50 Der er også flere gange, hvor de kigger på mig Og siger Hvad fanden laver du her? Du burde slet ikke være her Sagde de det? Ja, fordi de kunne bare mærke på min person Hvad sker der så med dig, når de siger det? 33:01 Jamen jeg kigger på dem og siger Jeg ved det godt Jeg ved det godt 33:05 Jeg burde slet ikke være her. 33:07 Og hvad mener du med det svar? Fordi du havde jo ligesom lavet noget, der gjorde dig fortjent. Men hvorfor mente du ikke, at du burde være der? 33:12 Ja, altså ikke fordi jeg ikke havde fortjent at være der. Selvfølgelig havde jeg fortjent at være der, fordi jeg skulle selvfølgelig tage min straf. Men jeg har egentlig altid været... især i min teenager, jeg har været sådan nogenlunde refleksiv nok til at vide, at okay, det er sådan her, jeg er, og det er sådan her, jeg ikke er, og kender min egen karakter ved somfang. Så når de siger det, så er det bare sådan, jeg tror bare, jeg er blevet bekræftet i, at ja, det her, det er ikke mig jo. 33:42 Jeg tror bare, jeg tog en eller anden maske på, fordi jeg gerne vil tilhøre et eller andet fællesskab. 33:48 Kan man sige, at de sådan hjælper dig til at få øje på den gode del i dig? Klart. Ja, og få bygget dig lidt op og tro på dig selv. 33:54 Ja, 100%, fordi en ting er at komme med en hel masse affirmations og sige sætninger til sig selv tre gange om dagen foran spejlet, men når det kommer fra et andet menneske, især en voksen rollemodel, som måske et eller andet sted har noget autoritet, det giver sgu noget. Måske er det derfor, jeg er blevet pædagog den dag i dag. I don't know. 34:16 Det er en vigtig tid, det her. Og de mennesker, der har arbejdet, der har været vigtige. Altså, hvor er det godt at høre, når man nu skal i fængsel? At man så får noget ud af det, hvor vi sidder og sådan noget. 34:23 Ja, lige præcis. Altså, jeg har haft masser af... Altså, det er sjovt nok, fordi da jeg kom ind på Vester, så mødte jeg nogle af mine andre venner, som havde begået det her McDonalds-røveri. Og udefra, hvad jeg hører, så var nogle af dem i hvert fald, deres oplevelse med det, var ikke lige så givende, vil jeg sige. Og jeg tror, det har noget at gøre med, hvad er det for en indstilling, man kommer ind med. Hvis man kommer ind lukket og har den her følelse af, at jeg gider faktisk ikke være her, så tror jeg ikke, man kan få lige så meget ud af det, som jeg fik ud af det. 35:00 Så det er egentlig bare for at sige, at jeg tror, jeg var ret heldig i forhold til mine oplevelser, netop fordi jeg havde den indstilling, jeg havde. 35:09 Det tror du ret i, af ens egen indstilling. Hvad vil du med det her? Hvad skal du bruge det til? Hvor skal du hen? Det definerer, hvad vej du går derinde. 35:15 Det tror du ret i. 35:18 Du får en ungdomsdom, som også hedder en ungdomssanktion, hvor du ender med at sidde seks måneder i alt. Hvad går det ud på, sådan en ungdomsdom? Hvad følger dig med i sådan en? 35:28 Jamen kriterierne var, at jeg efter 10. klasse, jeg begyndte, at jeg søgte ind på gymnasiet i SDX, hvilket jeg gjorde, og færdiggjorde den. Var det et krav? Det var et krav. 35:40 I ungdomsdommen her? 35:41 Ja, at jeg færdiggjorde mit gymnasial uddannelse, og at jeg fik tilknyttet en kontaktperson. 35:50 Lawrence bliver løslet for ungdomsfængslet og vender tilbage til den samme hverdag, han forlod seks måneder forinden. Men ikke alle tager imod ham lige pænt. 35:59 Kan du huske, at jeg besøgte min kioskmand, og så gav han mig et kæmpe kram, og så bagefter, så slog han mig. Så gav han mig en mavepuster og sagde, hvad fanden har du gang i? Sager han det? Ja, ja. Hvad har han hørt, hvad du har gang i? Ja, lige præcis. Jeg vidste jo godt, at jeg var inde og siddet, så da jeg kom ud, var han sådan, hvad fanden laver du, mand? Det er slet ikke dig. Så skulle jeg... 36:20 Det kan man kalde lokal, når man går ned i kiosken. Ja, lige præcis. 36:24 Jeg bruger de næste 10 minutter på at få et skæld ud af ham. Men det var sgu rart at komme hjem. Og jeg fik underligt nok et bedre forhold med mine forældre. Min far tog mig ud i... 36:41 Ude til Nordhavn. Til en butik. Jeg ved ikke, om den stadig er der. Computer City hed den. Og købte han mig en ny bærbar. Der fik du den? Der fik jeg den sgu. Jeg skulle lige ind og sidde. Men der fik jeg sgu min bærbar. Hvilket jeg var virkelig taknemmelig for. Så ja, og jeg... Jeg startede på gym og fortsatte med at lave musik med min ven Emil, og det begyndte at tage fart, så jeg havde noget, jeg kunne læne mig op af, og ikke falde tilbage til min kriminelle fortid. 37:13 Følte du dig anderledes end dem, du kom tilbage til med det, du havde oplevet? 37:19 Ja, det gjorde jeg da Jeg tror også, jeg blev behandlet anderledes På godt eller ondt? Begge dele Jeg tror, der var en vis respekt Men det var heller ikke, fordi jeg gik rundt og reklamerede med det, Rolf Jeg skammede mig over det Og jeg lavede jo rap dengang, og i rap der er det meget det her med, at jeg har været inde og sidde, og jeg er mega sej, og den her gangster-ting, den her gangster-facade, man prøver at promovere, men for mig så skammede jeg mig egentlig en del over det, og det var egentlig ikke noget, jeg havde lyst til at snakke om, især i min rap, selvom det lå lige til højre benet. 37:58 Det er der mange, der gør, når de begynder at lave musik, og synger og fortæller om alle de her kriser, der har været i livet. Men det skulle du ikke. Nej. Fordi du starter jo en musikgruppe med en ven, der hedder Sleng, som får meget, meget stor opmærksomhed. Altså, I får jo succes med det her, online. 38:12 Ja, ja. Vi lavede et par sange, og... 38:18 lavede nogle musikvideoer til, satte dem op på YouTube, og ja, dengang der lavede man musikvideoer for YouTube, det var før Spotify og alt det der, og de, ja, det tog fart, folk kunne godt lide det, folk kunne godt lide det, og vi kom ud og spille en hel masse koncerter, og 38:33 Det var en ny form for anerkendelse og respekt her. 38:36 Kæmpe, kæmpe. Ja, lige præcis. Så hvad giver musikken dig? Den giver mig et stort sted at være. Den giver mig også et eller andet sted end distraktion. Den gør, at jeg kan møde mine forældre. 38:49 med mindre skam. Der sker et kæmpe narrativ skift, både for mig selv internt, men også for os, alle mine venner, der så på mig som, det var ham, der var inde og sidde og røg weed hele tiden. Men nu står han lige pludselig på Roskilde Festival og spiller sange. 39:10 Så det var mega fedt. Det var mega fedt, og noget, jeg kigger tilbage på med dybt taknemmelighed. Det kan jeg godt forstå. 39:25 Lawrence, i dag er du 32 år, og siden løsladelsen som 16-årig har du ikke begået ny kriminalitet. 39:31 Nej. 39:32 Godt gået. 39:32 Tak. 39:33 Tak skal du have. Og når du ser tilbage, hvad blev forskellen? 39:36 Jeg tror, det satte en hel masse ting i relief. Altså oplevelsen af at i fængsel? Oplevelsen af, ja. Eller hvad? Ja, ja. Oplevelsen af at komme ind og sidde, og efter reaktionerne på det også. Jeg tror også et eller andet sted, det har givet mig den erfaring, at jeg nu den dag i dag kan, som jeg nævnte tidligere, jeg arbejder jo som pædagog, og det er jo noget, jeg kan bruge i mit arbejde, i mit virke, som et menneske med en hel masse bagage, Det er ikke, fordi jeg står her og siger, at alle skal komme ind og sidde for at lære deres fejl og blive til den mand, de gerne vil være, eller den person, de gerne vil være, men jeg tror, at vi alle sammen i vores liv har nogle skiftepunkter, der vender op og ned på det hele, og det her med at komme ind og sidde var et eller andet sted uheldigvis end en af dem for mig. 40:27 Du er i dag pædagog og arbejder med børn og unge. Kan du genkende noget af dig selv i de unge, du møder? 40:33 Nu bliver det måske lidt for spirituelt, men jeg tror, jeg kan genkende mig selv i alle de mennesker, jeg møder. Rolf, om de er små eller ældre. Men jeg elsker sgu mit arbejde. Møder hende, og så sidder jeg oppe i studiet og hjælper de unge med deres musik og hjælper dem med deres tekster og indspiller det. 40:54 En gang imellem hjælper dem med deres musikvideoer, og hvis de har brug for det, så går vi en lang tur og har snakket om de forskellige problemer, de har derhjemme. Så ja, det er et virkelig givende arbejde, og det vil jeg heller ikke være på uden. 41:08 Du ser også meget glad ud, når du fortæller det. Du er blevet deres Mikael. Lovrens, tusind tak, fordi du kom og delte din historie. Det var en meget stor fornøjelse at tale med dig. 41:15 Lige måde, Rolf. Tak for intervjuet. 41:43 Rasmus Botoft, velkommen. Tak. 41:44 Det sidste måltid. Jeg har ikke sur på mine forældre på nogen måde. Jeg har tilgivet dem alle de fejl, de begik, og alt, hvad der ikke gik godt. Jeg har dem tit med, før et show, jeg skal lave. Så har jeg en lille ritual, jeg tit gør, hvor jeg ligesom lige nikker op til dem i himmelen. 41:59 Ja. 41:59 Og hilser på dem. 42:00 Ja. 42:01 Og det føles rart. Ja, det gør det. Det er en fin måde at bære dem med. 42:05 Ja. Skål, skål. 42:07 Skål, skål, ja. 42:10 Find det sidste måltid i DR Lyd. Download DR Lyd-appen. Her kan du også høre alle DR's radioprogrammer og podcasts.